Yangoon - 5,5 mil. indbyggere, kolonitidsforfald, store templer med masser af guld og ædelstene, ringe eller ingen renovation, rotter i gaderne, stor fattigdom, meget få tiggere - mest af alt, stolte smukke, velklædte og smilende mennesker overalt i Myanmar. 

Aung San Suu Kui der kun har været valgt i knap to år, er meget populær i befolkningen. Det siges at hun allerede har udrettet meget godt. Hun balancerer mellen at ville løfte landet og holde militæret tilfreds. Militæret har i grundloven de lavde, da der blev åbnet for demokratiet, sikret sig at de til enhver tid kan overtage magten igen hvis de ikke er tilfredse. Ligesom at der også står, at Suu Kui ikke kan blive præsident. Ud over militæret, kæmper hun med at holde sammen på 134 stammer, hvoraf Rohingyaerne bare er en af dem, dertil kommer verdenssamfundet og smarte journalister det nogen gange har mere brug for overskrifter, end virkelig at komme til de dybere lag i hvad konflikterne består af. Rohingyaerne et statsløse Bengalere som englænderne hentede dengang Burma var en del af Indien. Historierne om Rohingyaerne har mange sider - fra kamp om ret til statsborgerskab, til muslimsk anerkendelse i et land hvor størsteparten er budister (en meget overtroisk gren af slagsen) til at de selv brænder landsbyer ned for at få opmærksom, og at der skete voldtægter som gav militæret en anledning til at gribe ind. 

Konflikter er kun noget vi hørte om, man får ikke lov at færdes i de områder. Det vi så, var fred og fordragelighed - muslimer, kristne og budister var alle steder synlige i gadebilledet. 

Mange syntes ikke man skal rejse dertil fordi man dermed støtter styret, dem vi snakkede med syntes det modsatte for kun derved blev tingene bedre, selvfølgelig også økonomisk. En ufaglært skal leve for 120$ om måneden, ingeniøren vi snakkede med tjente 500$. Vi vil meget gerne tilbage. 

Aung Sang Suu Kui’s hjem. Før blev hun holdt inde, nu er der vidst nogen der skal holdes ude.