Dannevirke

Selvfølgelig var der også Skandinavere det ville prøve lykken i NZ. Godt nok var der lavet en fredsaftale med Maorier, men de blev konstant pressede til at afgive land. Både med penge og en række krige op igennem attenhundrede tallet. Den engelske indvandring ebbede ud, derfor sendte regeringen repræsentanter til Norden for at lokke os til et land der flød i mælk og honning. Og drømmen om at få egent jord lokkede. I 1872 kom13 danske familier til dette område, hvor der var ryddet et stykke jord der skulle være hovedgaden, og ud fra den købte hver famile 40 acer til et pund pr. acer, der skulle betales tilbage over fem år. Og så kunne de bare gå igang med at rydde skov og bygge og dyrke jorden, med de planter de fik udlevert. Mælk var der ikke noget af - der var slet inger dyr i starten. Ikke alene havde de tre måneders rejse og turen ind i vildnæsset, uden veje, været hård - men det at starte fra ingenting, gjorde at mange opgav. I dag er der seks familer der har rødder tilbage fra Danmark. Sproget er glemt, og der holdes symbolsk fat i lidt vikinger, møller mm. Og et lille museum, hvor man bl. a. kan blive opdateret på kongehuset - hvis man ikke er det. 

Det skal nævnes, at de der på daværende tidspunkt kunne vælges til regeringen, var personer der enten ejede eller lejede land. Maorierne ejede land kollektivt, og kunne derfor ikke vælges.